Jens Peter Christensen
Højesteretspræsident
Vores fællesskab udspringer af, at vi har rødder i nogenlunde samme retskultur og en idé om, at vi er noget særligt i Norden. Derfor har vi gennem tiden udviklet forskellige fora, hvor vi mødes på tværs af landene.
Vi har for eksempel et nordisk højesteretspræsidentmøde. Det er en gammel tradition at mødes årligt i en lille kreds, hvor vi drøfter forskellige faglige emner, og også har mulighed for at vende vores tanker mere uformelt. Der er også andre fællesmøder mellem højesteretterne, hvor alle dommere har mulighed for at deltage. Der er rigtig god mulighed for at blive åndeligt beriget, når man er blandt nordiske kolleger, og man kommer helt sikkert hjem med en tanke eller to, man ellers ikke ville have fået.
Det er godt, at vi har et juridisk fællesskab. Det er oplagt, fordi vi nogenlunde har samme retstradition samtidig med, at vi kan forstå hinandens sprog – i hvert fald når finnerne taler svensk-finsk og islændingene dansk-norsk. Det giver mulighed for, at vi inspirerer hinanden, og det gør det lettere at kontakte en kollega, når man sidder hjemme ved skrivebordet igen. Jeg kontaktede selv min islandske kollega efter mødet her i august, for at få mere at vide om et af de emner, som vi havde på dagsordenen. Tidligere er jeg blevet inviteret til at skrive en artikel til det festskrift, der kom, da den norske Højesteret i 2015 fejrede sit 200-års jubilæum. Artiklen handlede blandt andet om forskelle og ligheder mellem den måde, der arbejdes på i den danske og den norske Højesteret. En af mine vinkler på emnet blev senere taget op at en norsk professor, og på den måde kan vi lære af hinanden og blive lidt klogere på det, vi hver især har en andel i.
Domstolene har udviklet sig ret forskelligt og deler sig i to retninger.
Mens den islandske og norske model ligger tæt op ad den danske, ser det anderledes ud i Sverige og Finland, der i højere grad er kontinentaleuropæisk inspireret i den forstand, at de både har en Højesteret og en Højeste Forvaltningsdomstol med hver sin præsident.
Der er på mange måder også stor forskel på, hvordan vi arbejder. I Sverige og Finland foregår næsten alt skriftligt – eksempelvis er der i Sverige måske to mundtlige forhandlinger om året. I Danmark har vi det modsatte princip, nemlig at domsforhandlingen primært foregår mundtligt – noget som i øvrigt er endnu mere udpræget i Norge.
Mellem den danske og den norske model er der flere forskelle. Mens vi her i Danmark siden 1999 har arbejdet med sammenfattende processkrifter, som betyder, at dommerne modtager advokaternes argumentation skriftligt 14 dage før sagen bliver forhandlet, hører de norske dommerne først mere udførligt om advokaternes udlægninger af sagen i retssalen. Om det skal ændres, er faktisk noget, man ser på i Norge. Det har man vist efterhånden tænkt over nogle år, men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag.
Et tredje eksempel er, at vi har det såkaldte koncentrationsprincip i den danske Højesteret, som betyder, at vi som udgangspunkt har tre dage til at behandle en sag og ikke slipper den, før vi har dommen færdig. Bortset fra nattesøvnen arbejder vi i ét stræk, uden afbrydelse, fra domsforhandlingen over voteringen til domskrivningen. Dommernes votering starter med, at den yngste dommer fremlægger sit syn på sagen. Det er vendt på hovedet i Norge, hvor processen strækker sig over længere tid, med afbrydelser undervejs, og hvor det er den ældste – altså retsformanden – der lægger for. Hvorfor det i Norge er den ældste, der har denne opgave, er faktisk en lidt forunderlig historie: Da man i 1815 fik den norske Højesteret, var den nye norske præsident betænkelig ved at efterligne den danske ordning, da han var i tvivl, om de ældste dommere kunne holde sig vågne og friske, hvis man lod den yngste lægge ud. På den måde kan en lang retstradition opstå på baggrund af en beslutning, som kan få en til at trække på smilebåndet i dag.
Den svenske retsstatsmodel er et af de emner, vi har haft på dagsordenen, da vi i august i år mødtes på Lofoten i Norge. Historisk set har de svenske domstole været tættere knyttet til regeringsmagten, men på en række punkter er der i dag et ønske om at gøre domstolene mere uafhængige også grundlovsmæssigt. Derfor har man igangsat et udvalgsarbejde med højesteretspræsidenten som formand, der i sidste ende skal styrke demokrati og retsstat.
Et andet emne, som vi har drøftet på dette års præsidentmøde, er regler og praksis for bevillinger til domstolene. Det var spændende at høre, hvordan overvejelserne er i de andre lande. Især var det interessant at høre, at ordningen i Island er den, at Domstolsstyrelsen fremsætter sit budgetforslag for det kommende finansår over for ministeren. Hvis ministeren derefter ikke følger domstolenes forslag, skal han give parlamentets finansudvalg en forklaring om begrundelsen for afvigelsen, og han skal i sit forslag til finanslov redegøre for afvigelsen. Man kan kalde det en form for omvendt bevisbyrde. Det giver selvfølgelig stof til eftertanke, at det kan gøres meget anderledes end herhjemme.
Ved de nordiske møder kommer vi langt omkring, og det kan få en til at se muligheder for at ændre på tingene hjemme. Men der sker jo også det modsatte. At man bliver bestyrket i, at vi faktisk har et retssystem og en måde at gøre tingene på, som vi kan være meget tilfredse med. Og så glæder man sig over det.
