Hvordan har Ombudsmandsinstitutionen udviklet sig i Norden?

Det er en af de grundsten, der binder os sammen i Norden. Det var Sverige, der kom først med en Ombudsmandsinstitution, men i en noget anden udgave end den, vi kender i dag. I den svenske ordning var Ombudsmanden først og fremmest kongens anklager i forhold til embedsmændene. Da vi her i Danmark indførte Ombudsmandsinstitutionen i 1955, var opgaven derimod mere at rette op på forvaltningens fejl og dermed sørge for, at borgeren får den retsstilling, som han eller hun har krav på. Det er en ordning, som med tiden har bredt sig til de andre vestnordiske lande.

I dag har langt de fleste lande verden over en eller anden form for Ombudsmand. Derfor kan man med rette sige, at vi her i Norden har været med til at forbedre borgernes retstilling globalt – det siges at være det skandinaviske ord, der er bedst kendt ude i verden. Men selve opgaven er meget forskellig. I nogle lande medierer Ombudsmanden for eksempel mellem forvaltning og borger – mens vi her i Norden har en mere juridisk tilgang til sagerne og som udgangspunkt skal nå frem til det samme, som en domstol ville gøre.

Hvad ser du som den stærkeste værdi, der binder de nordiske lande sammen rent juridisk?

I forhold til de fleste andre lande i verden bekender vi os meget fast til den klassiske retsstatsmodel, hvor det er loven og ikke magten, der regerer.
Vi har en stærk tro på, at den enkelte borgers retsstilling ikke skal bero på tilfældigheder og myndighedernes forgodtbefindende, men på lovgivning – samtidig med at vi har institutioner, der sikrer, at loven bliver overholdt. Der er mange sager mellem borgerne og myndighederne, som domstolene ikke er egnede til at behandle, men som Ombudsmanden kan hjælpe med. Her er der ikke så mange formkrav, sagsbehandlingen er ret hurtig, og det er gratis at få hjælp til den retsstilling, man har krav på.

Troen på, at retssikkerhed er for alle, og at der skal være institutioner, som kan hjælpe, hvis myndighederne svigter, er et stærkt mindset i Skandinavien. Det er ret enestående, at vi har fem nabolande, der har forenet sig i idéen om ordentlighed og respekt for individet, og som samtidig har sat det i institutionelt system. Et tilsvarende stærkt retssystem findes ikke mange steder udenfor Skandinavien.

Hvor meget fylder det nordiske fællesskab i den juridiske tankegang?

De juridiske fællesværdier i Norden fylder nok mindre nu end eksempelvis for halvtreds år siden. I dag har EU på mange måder overtaget opgaven med at skabe en fælles ramme på retsområdet, og det får nok det nordiske fællesskab til at fylde mindre. Når det er sagt, oplever jeg bestemt, at der fortsat lever en fælles nordisk retssikkerhedsbevidsthed. Nogle af de mest solide retsstater i verden findes i Norden, og vi fastholder et højt niveau, hvor individet bliver behandlet med værdighed, respekt og efter loven. Du kan også kalde det en grundlæggende retsbevidsthed – og vi skal ikke ret langt væk, før situationen er en helt anden. På den måde er den juridiske tankegang stadig et bindeled i Norden – og til inspiration for andre.

Når jeg deltager i nordiske fora, oplever jeg, at vi er forskellige nok til at få ”aha-oplevelser”, når vi deler viden. Men vi har samtidig en fælles tankegang, der betyder, at ny viden giver mening i vores eget perspektiv. Netop det, at vi på samme tid er forskellige og ens nok til at lære af hinanden, gør De Nordiske Juristmøder vedkommende også her 150 år efter, at det hele startede. Og sådan vil det givetvis også være i fremtiden.

Hvordan ønsker du at det nordiske fællesskab skal udvikle sig fremover?

Bevidstheden om, at vi er et lille hjørne af Europa, hvor vi står fast på retssikkerhedsværdier, som kun få andre lande i verden kan genkende sig selv i, skal vi blive ved med at værne om. For det kan vi aldrig tage for givet. Her er De Nordiske Juristmøder en god påmindelse om, at vi er fælles om den opgave.